Trailer

Synopsis

Ved at se Joshua Oppenheimers filmoptagelser af gerningsmændene bag det indonesiske folkedrab opdager en familie, hvordan deres søn blev dræbt – samt hvem, der dræbte ham. Familiens yngste søn er fast besluttet på at bryde den tavshed og overvinde den frygt, som hans familie – og de øvrige familier til ofrene – lever i. Så han konfronterer de mænd, der var ansvarlige for mordet på hans bror; en ellers utænkelig handling i et land, hvor gerningsmændene til folkedrabet fortsat sidder på magten.

INSTRUKTØRENS KOMMENTARER

The Act of Killing afslørede de konsekvenser, som en virkelighed bygget på terror og løgn, har for os alle. The Look of Silence undersøger, hvordan det er at være overlevende i sådan en virkelighed. At lave en film om ofrene og de overlevende familiemedlemmer efter et folkedrab er et minefelt af klichéer. Man fristes til at skabe en heroisk (nærmest helgenagtig) hovedperson, som vi kan identificere os med. Derved tilbydes vi en falsk forsikring om, at vi, i en moralsk katastrofe som en sådan grusomhed, på ingen måde ligner gerningsmændene. Hvis vi portrætterer de overlevende som helgener for at forvisse os selv om, at vi også er gode, så udnytter vi de overlevende til at bedrage os selv. Det er en fornærmelse imod de overlevendes oplevelse og betyder intet i forhold til at få os til at forstå, hvad det rent faktisk betyder at overleve grusomheder, at leve et liv ødelagt af massevold – og at blive bragt til tavshed ved hjælp af terror og frygt. For at kunne navigere i dette klichefyldte minefelt har vi måttet udforske tavsheden selv.

Resultatet, The Look of Silence, er – håber jeg – en poetisk fortælling om den tavshed, der er skabt af terror – en fortælling om nødvendigheden af at bryde denne tavshed, men også om det traume, der skabes, når tavsheden brydes. Måske er filmen endda et monument over tavsheden – en påmindelse om, at selvom vi gerne vil lægge fortiden bag os, kan intet reparere det, der er ødelagt. Intet vil vække de døde til live. Vi må stoppe op, erkende de liv, der er gået tabt og anstrenge os for at lytte til den tavshed, der følger.

Baggrund

Historisk kontekst

1965 – 1966 MASSAKRENE I INDONESIEN

Sammendrag af observationer fra massakrerne, deres følgevirkninger og konsekvenser. Af professor i historie John Roosa (University of British Columbia, forfatter til ”Pretext for Mass Murder: The September 30th Movement and Suharto’s Coup D’Etat in Indonesia”). Indledende og afsluttende kommentarer af Joshua Oppenheimer.

 

I 1965 blev den indonesiske regering væltet af militæret. Sukarno, Indonesiens første præsident, grundlægger af den alliancefri bevægelse og leder af den nationale revolution imod den hollandske kolonialisme, blev afsat og erstattet af højrefløjs-politikeren general Suharto. Det Indonesiske Kommunistparti (PKI), som havde været en vigtig del af kampen mod den hollandske kolonialisme, og som havde støttet præsident Sukarno (som ikke var kommunist) blev straks forbudt.

 

Den nat, kuppet fandt sted, var PKI verdens største kommunistiske parti i et ikke-kommunistisk land. Det havde som erklæret mål at komme til magten gennem demokratiske valg, og dets samarbejdspartnere omfattede alle Indonesiens fagforeninger og kooperativer for landløse bønder. Partiets største mål i valgkampagnen inkluderede en jordreform samt nationalisering af udenlandsk ejet minedrift, olie- og plantageselskaber. Heri søgte de at fordele Indonesiens enorme naturlige ressourcer til gavn for det indonesiske folk, der, som efterdønning af hundrede års kolonial udnyttelse, var ekstremt fattigt.

 

Efter militærkuppet i 1965 kunne alle, der var imod det nye militære diktatur, blive anklaget for at være kommunist. Dette inkluderede medlemmer af fagforeninger, landløse bønder, intellektuelle og etniske kinesere, samt hvem som helst, der kæmpede for en redistribuering af landets rigdom i kølvandet på kolonialismen. På under et år, med direkte hjælp fra vestlige regeringer, blev over en million ”kommunister” dræbt. I USA blev massakren anset som en enorm ”sejr over kommunismen” og blev generelt fejret som godt nyt. Time Magazine rapporterede drabene som værende ”Vestens bedste nyheder i Asien i flere år”, alt imens The New York Times havde overskriften ”Et glimt af lys i Asien”, og roste Washington for at holde sin rolle i forhold til folkedrabene godt skjult. (At de etniske kinesere, der var kommet til Indonesien i det 18. og 19. århundrede blev gjort til syndebukke, blev forstærket af de amerikanske efterretningstjenester, der søgte at skabe splid imellem det nye indonesiske regime og Folkerepublikken Kina. Drabet på medlemmer af PKI i landsbyerne samt dets affilierede fagforeninger og kooperativer blev desuden fremmet af USA, der var bekymret for, at det nye indonesiske regime måske med tiden kunne rumme og acceptere PKI’s vælgerskare, hvis ikke man reagerede drastisk).

 

Mange steder i Indonesien rekrutterede militæret civile til at udføre drabene. De blev organiseret i paramilitære grupper og fik en basal træning (samt betydelig militær opbakning). I det nordlige Sumatra og andetsteds blev de paramilitære rekrutteret fra gangstermiljøet, også kaldet ”preman”. Siden massakrerne har den indonesiske regering fejret ”udryddelsen af kommunisterne” som en patriotisk kamp, ligesom de har fejret de paramilitære og gangsterne som landets helte, og belønnet dem med magt og privilegier. Disse mænd og deres protegéer har besat vigtige og magtfulde stillinger samt forfulgt deres modstandere siden da.
Påskuddet for folkedrabet i 1965-66 var drabet på seks generaler natten til den 1. oktober 1965.

 

1.10.1965: 30. september-Bevægelse (også kaldet Gerakan 30 September eller G30S) bestod af utilfredse officerer fra de indonesiske væbnede styrker. De dræbte seks generaler fra den indonesiske hær i et mislykket kup og efterlod deres lig i en brønd syd for Jakarta. Samtidig overtog G30S-Bevægelsens styrker den nationale radiostation og annoncerede, at de agtede at beskytte præsident Sukarno mod den gruppe højrefløjs-generaler, som var ved at overtage magten. G30S-Bevægelsen blev nedkæmpet, før størstedelen af Indonesien overhovedet opfangede, at den eksisterede. Den overlevende brigadegeneral Suharto fik etableret et hurtigt modangreb og drevet G30S-Bevægelsens ud af Jakarta i løbet af et døgn.

 

Suharto beskyldte Indonesiens Kommunistparti (PKI) for at stå bag G30S-Bevægelsen og orkestrerede en udryddelse af alle, der var tilknyttet partiet. Suhartos militær fangede mere end halvanden million mennesker og anklagede dem alle for at være involveret i G30S-Bevægelsen. I ét af de værste blodbade i det 20. århundrede blev hundredtusindvis af personer dræbt af militæret, samt dets tilknyttede militser, især i det centrale Java, det østlige Java, Bali og det nordlige Sumatra, fra slutningen af 1965 til midten af 1966. I en situation, der blev anset som en national undtagelsestilstand, fik Suharto gradvist tilranet sig præsident Sukarnos autoritet og etableret sig selv som de facto præsident (med magt til at udpege og afskedige) fra marts 1966.

 

Massakrerne var ude af proportioner i forhold til den angivne årsag. 30. september-Bevægelsen var en sammensvægelse i meget lille målestok, udført af blot en håndfuld mennesker. I alt dræbte G30S-Bevægelsen tolv mennesker. Suharto overdrev Bevægelsens omfang, indtil den lod til at være en igangværende, landsdækkende konspiration med det formål at begå massemord. Alle de millioner af mennesker, der blev knyttet til PKI, selv analfabetiske bønder i fjerntliggende landsbyer, blev præsenteret som mordere, der kollektivt bar ansvaret for G30S-Bevægelsens handlinger.

 

Den indonesiske regering og militæret beskyldte PKI for enhver uro eller stridighed helt frem til slutningen af Suhartos regime i 1998. Grundstenen i regimet var ”den latente fare for kommunisme”. Den ufærdige udryddelse af PKI var dermed, i en meget reel forstand, eksistensberettigelsen for Suharto-regimet. Det retsdokument, som regimet styrede Indonesien med i mere end tredive år, var præsident Sukarnos ordre fra den 3. oktober 1965. Den autoriserede Suharto til at genoprette orden i landet, en ordre udstedt i en undtagelsestilstand. Men for Suharto sluttede undtagelsestilstanden aldrig.

 

For at etablere legitimitet for sit diktatur præsenterede Suharto sig selv som nationens frelser, i kraft af at han havde besejret G30S-Bevægelsen. Hans regime sendte uophørligt begivenheden i hovedet på befolkningen ved hjælp af alle former for propaganda: Bøger, monumenter, gadenavne, film, museer, helligdage og højtideligheder. Suharto-regimet retfærdiggjorde deres eksistens ved at placere Bevægelsen i midten af dets historiske narrativ og portrætterede PKI som ondskaben selv. Under Suharto blev antikommunisme en national religion, komplet med hellige steder, ritualer og mindedage.

Det er bemærkelsesværdigt, at så massiv en begivenhed som anti-PKI-volden, i så høj grad er blevet misforstået. Det faktum, at både militæret og civile stod bag drabene, har uden tvivl sløret spørgsmålet om ansvar. Ikke desto mindre står det klart, at militæret bærer den største del af ansvaret, og at drabene repræsenterede en form for bureaukratisk planlagt vold mere end en spontan vold. Suhartos officerer skabte ved hjælp af falske rygter om G30S-Bevægelsen og en strikt kontrol af medierne en klar idé hos befolkningen om, at PKI var på krigsstien. Hvis denne bevidste provokation fra militæret ikke havde været der, havde befolkningen ikke ment, at PKI var en dødelig trussel, idet partiet i virkeligheden var passivt i kølvandet på G30S-Bevægelsens handlinger. (Militæret arbejdede hårdt på at skabe en folkelig vrede mod PKI allerede fra begyndelsen af oktober 1965, ligesom USA’s regering aktivt opfordrede det indonesiske militær til at forfølge og udrydde alle kommunister). Det skubbede civile militser til at handle, med løfter om straffrihed, samt logistisk støtte.

 

Stik imod den generelle opfattelse fandt spontan sanseløs vold udført af landsbyboere praktisk talt ikke sted. Suhartos hær brugte som regel mystiske forsvindinger frem for eksempelsættende offentlige henrettelser. Hæren og dets militser udførte store massakre i hemmelighed: de hentede fanger fra fængsler om natten, fragtede dem til fjerntliggende steder, henrettede dem, og begravede deres lig i umærkede massegrave – eller smed dem i floder.

Tragedien i moderne indonesisk historie ligger ikke kun i det militært organiserede massemord i 1965-66, men også i gerningsmændenes magtfulde stillinger og anskuelsen af psykologisk krigsførelse som værende en legitim og normal styreform. Et regime, der legitimerede sig selv ved at pege på massegrave fra den ene ende af landet til den anden, fra Aceh i den vestlige del til Papua i den østlige. Besættelsen af det østlige Timor fra 1975 til 1999 efterlod på samme på ti- eller hundredtusindvis døde, hvoraf mange blev begravet anonymt. Hver massegrav i øhavet markerer en vilkårlig og skjult brug af regeringsmagt.

 

Fokuseringen på en relativt lille begivenhed (30. september-Bevægelsen) og sletningen af en verdenshistorisk begivenhed (folkedrabet i 1965-66) har blokeret for empati med ofrene, som eksempelvis pårørende til de mænd og kvinder, der forsvandt og blev dræbt. Mens et monument er blevet opført ved siden af den brønd, hvori G30S-Bevægelsens styrker efterlod ligene af de seks generaler 1. oktober 1965, er ingenting rejst ved de massegrave, der indeholder hundredtusindvis af mennesker dræbt med det formål at undertrykke Bevægelsen.
Fokus på, hvem der dræbte generalerne 30. september 1965, har fjernet al opmærksomhed fra mordene på over en million påståede kommunister i de efterfølgende måneder. Suhartos regime producerede endeløse mængder af propaganda om de brutale kommunister, der stod bag drabet på generalerne, og selv i dag handler størstedelen af omtalen af folkedrabet om det emne, selv i de fleste engelsksprogende medier. For mig er deltagelse i en debat om ”hvem dræbte generalerne” grotesk, hvilket er årsagen til, at spørgsmålet ikke indgår i The Act of Killing. Folkedrabet i Rwanda eksploderede, da Rwandas præsident Juvénal Habyarimana (en hutu) blev dræbt, da hans fly blev skudt ned på vej til Kigali. At fokusere på, hvem der skød flyet ned (var det tutsi-ekstremister? Var det hutu-ekstremister i rollen som provokatører?) frem for det efterfølgende drab af 800.000 tutsier og hutuer de følgende 100 dage ville være samvittighedsløst.

 

På samme måde er diskussionen af, hvem der stod bag Rigsdagsbranden irrelevant i en forståelse af Holocaust. Hvorvidt de utilfredse officerer, der stod bag drabet på de seks generaler, var støttet af PKI er mere end bare irrelevant: Det spiller den skadelige rolle, at det afleder opmærksomheden fra et massemord af verdenshistorisk vigtighed. Forestil jer, hvis det vigtigste spørgsmål om, hvad der skete i Rwanda i 1994 var ”hvem skød præsidentens fly ned?” Det ville kun være tænkeligt, hvis morderne stadig sad ved magten.

Den politiske situation i dag

DEN POLITISKE SITUATION I INDONESIEN I DAG

I juli 2014 valgte Indonesien for første gang en præsident, der hverken kom fra en elitær baggrund, var oligark, der berigede sig selv igennem korruption eller plyndringen af nationens ressourcer, eller var en militærmand, som hentede sin magt i det militære diktatur.

Den nyvalgte præsident Joko Widodo, bedre kendt som ”Jokowi”, har vist en reel bekymring for de almindelige indonesere og har åbenhjertigt udtalt sig om behovet for at erkende brud på menneskerettighederne foretaget af militæret. Alligevel tæller hans støtter generaler, omringet af drabsmænd og deres kumpaner, heriblandt de pensionerede militærfolk Hendropriyono og Wiranto, som begge er ansvarlige for nogle af de værste massakre i det militære diktaturs historie. Ydermere valgte Jokowi Jusuf Kalla som sin vicepræsidentkandidat. Jusuf Kalla holder i The Act of Killing en tale på et paramilitært stævne, hvor han reelt siger, at vi har brug for mafiaen til at gøre skade på folk og sørge for, at tingene bliver gjort.

Vi kan dog konkludere, at Jokowis modstander, oligark og forhenværende kommandant i Indonesiens berygtede specialstyrker, Prabowo Subianto, legemliggjorde den mørkeste side af indonesisk politik. Prabowo er kendt for at have udtænkt forsvinden, tortur og henrettelser af studenteraktivister i 1998, forfølgelser af etniske kinesere i 1998, samt massakre i det østlige Timor. Under valgkampen truede hans valgkampagnehold en række kritiske journalister med arrestation, ligesom han pustede til religiøs ekstremismes ild, og hævdede, at Indonesien ikke var klar til valgdemokrati.
Hans nederlag, om end beskedent, er en enorm lettelse for de overlevende samt de religiøse og etniske minoriteter, som alle kæmper for ægte demokrati i Indonesien.

Joko Widodos slagkraftige fortid som guvernør for Jakarta, samt vælgernes afvisning af det gamle regime, indgyder nyt håb.

HISTORIEN BAG PRODUKTIONEN

HISTORIEN BAG PRODUKTIONEN

Jeg tog i første omgang til Indonesien i 2001 for at hjælpe arbejdere på en palme-olieplantage med en film, der dokumenterede og dramatiserede deres kamp for at skabe en fagforening. Det var kort efter afslutningen af det amerikansk-støttede Suharto-diktatur, hvorunder fagforeninger var forbudte. I de fjerntliggende landsbyer i Nordsumatra kunne man knap mærke, at militærdiktaturet officielt havde været forbi i tre år.

Jeg mødte sørgelige forhold for befolkningen. De kvinder, der arbejdede på plantagen blev tvunget til at arbejde med sprøjtemidler uden nogen form for beskyttelse. Sprøjtemidlerne trængte ind i lunger og blodbaner, hvorved det ødelagde deres lever. Kvinderne blev syge, og mange døde, før de blev halvtreds. Da de protesterede imod arbejdsforholdene, hyrede den belgisk-ejede virksomhed nogle paramilitære grupper til at true arbejderne og til tider ligefrem overfalde dem.

Frygt var den største hindring for at arbejderne kunne organisere en fagforening. Den belgiske virksomhed slap af sted med at forgifte de ansatte, fordi arbejderne var bange. Jeg fandt hurtig årsagen til deres frygt: De ansatte havde haft en udbredt og aktiv fagforening indtil 1965, hvor deres forældre og bedsteforældre blev beskyldt for at være ”kommunistiske sympatisører” (alene fordi de var medlemmer af fagforeningen). De blev sendt i koncentrationslejre, udnyttet som slavearbejdere og mange blev myrdet af militæret og civile dødspatruljer.

I 2001 nød morderne godt af fuldstændig straffrihed, og de og deres protegéer dominerede fortsat alle dele og niveauer af landets styre, lige fra landsbyerne til parlamentet. De overlevende levede i frygt for, at massakrerne kunne finde sted igen når som helst.

Efter vi færdiggjorde filmen (The Globalisation Tapes, 2002), bad de overlevende os vende tilbage så hurtigt som muligt for at lave endnu en film om årsagen til deres frygt – en film om, hvordan det er for overlevende at leve i en verden omgivet af de mænd, der dræbte deres elskede. Mænd, der fortsat sidder ved magten.

Vi vendte tilbage næsten øjeblikkeligt, i begyndelsen af året i 2003, og begyndte at undersøge et af 1965-mordene, som plantagens ansatte ofte talte om. Offerets navn var Ramli, og hans navn blev i dette lokalområde brugt næsten synonymt med folkedrabet som helhed.

Jeg begyndte at forstå, hvorfor netop dette mord så ofte blev diskuteret: der var vidner. Drabet var ubestrideligt. I modsætning til de hundredtusindvis af ofre, der forsvandt fra koncentrationslejrene i ly af natten, var Ramlis død en offentlig kendt sag. Vidner havde overværet hans sidste stund, og morderne efterlod hans lig i palmeplantagen, mindre end tre kilometer fra hans forældres hjem. Først flere år lykkedes det familien i al stilhed at få rejst en gravsten, selvom de kun i hemmelighed kunne besøge graven.

Både de overlevende og almindelige indonesere talte om ”Ramli”. Sandsynligvis fordi hans skæbne var et grumt bevis på, hvad der var hændt nationen og dens indbyggere. Ramli var bevis på, at mordene havde fundet sted, uanset hvor tabubelagte de end var. Hans død bekræftede de rædsler, som militærregimet truede folk til at lade som om aldrig havde fundet sted. Alt imens de også truede med at lade det hele ske igen. At tale om ”Ramli” og hans død var en påmindelse om, hvad der i virkeligheden var sket, en højtidelighed til minde over fortiden og en formaning til fremtiden. For de overlevende og de øvrige mennesker på plantagen var dette at huske Ramli det samme som at anerkende årsagen til deres frygt – og dermed et vigtigt skridt imod at bekæmpe frygten.

Da jeg vendte tilbage i 2003, var det uvægerligt Ramlis historie, som ofte dukkede op. Arbejderne på plantagen fandt hurtigt frem til hans familie, og introducerede mig for Ramlis naturligt værdige mor, Rohani, hans oldgamle, men lune far, Rukun, og hans søskende – heriblandt den yngste, Adi, som er optiker og født efter folkedrabet.

Rohani anså Adi som en erstatning for Ramli. Hun kunne fortsætte sit liv, fordi hun havde Adi, og Adi har levet med den byrde hele sit liv. Som andre børn af de overlevende over hele Indonesien voksede Adi op i en familie, der officielt var udpeget som værende ”politisk uren”. Forarmet af årtier fyldt med afpresning af de lokale militærfolk og traumatiseret af folkedrabet.

Fordi Adi er født efter folkedrabet, var han ikke bange for at råbe op, for at kræve svar. Jeg tror, at han blev tiltrukket af mit projekt for at forstå, hvad hans familie havde været igennem og som en måde at udtrykke og overvinde en terror, som alle omkring ham var for angste til at kunne anerkende.

Jeg blev straks venner med Adi, og sammen begyndte vi at mødes med andre familier til ofrene i området. De samledes og fortalte historier, alt imens vi optog det hele. For mange var det første gang, de offentligt udtalte sig om, hvad der var sket. Ved én lejlighed ankom en af de overlevende til Ramlis forældres hus, skælvende af frygt, bange for at politiet ville opdage, hvad vi lavede, arrestere hende og tvinge hende til at arbejde som slave som under diktaturet. Alligevel kom hun, fordi hun var fast besluttet på at udtale sig. Hver gang en motorcykel eller en bil kørte forbi, holdt vi op med at filme og skjulte vores udstyr. Efter at have været udsat for årtiers økonomisk apartheid havde de overlevende sjældent råd til mere end en cykel, så lyden af en motor betød, at en fremmed passerede.

Militæret, som er til stede i hver en landsby i Indonesien, fandt hurtigt ud af, hvad vi havde gang i og truede de overlevende, heriblandt Adis søskende, til ikke at medvirke i vores film. De overlevende opfordrede mig til at forsøge at opsøge og filme gerningsmændene, før jeg gav op. Gerningsmændene ville muligvis fortælle mig, hvordan de havde dræbt deres ofre. Jeg vidste ikke, om det var sikkert at nærme mig drabsmændene, men da jeg alligevel gjorde det, fortalte de alle pralende og ofte smilende om de mest grufulde detaljer ved drabene, lige foran deres familier, selv deres børnebørn. Ved at opleve denne kontrast imellem de overlevende, der blev tvunget til tavshed, og gerningsmændenes pralende genfortællinger, følte jeg, at jeg var vadet direkte ind i Tyskland 40 år efter Holocaust, blot for at finde nazisterne ved magten endnu.

Da jeg viste optagelserne af gerningsmændene til de overlevende, der gerne ville se med – heriblandt Adi og Ramlis øvrige søskende – sagde alle noget i stil med: ”Du har fat i noget enormt vigtigt. Bliv ved med at filme gerningsmændene, for alle, der ser dette vil være tvunget til at erkende den rådne sjæl i det regime, som morderne har skabt.” Fra da af oplevede jeg, at de overlevende og de, som arbejder med menneskerettighederne, havde betroet mig at udføre et stykke arbejde, som de ikke selv trygt kunne varetage: at optage gerningsmændene. Gerningsmændene inviterede mig alle med stor entusiasme til de steder, hvor drabene havde fundet sted og kastede sig ud i spontane demonstrationer af, hvordan de havde foretaget deres drab. Efterfølgende brokkede mændene sig ofte over, at de ikke havde tænkt på at medbringe en machete som rekvisit eller en ven, der kunne spille rollen som offer. En dag, i begyndelsen i denne proces, mødte jeg lederen for den dødspatrulje, der havde hærget på den palmeplantage, hvor vi havde optaget The Globalisation Tapes. Han og en af hans tidligere bøddelkolleger inviterede mig ud til en lysning på bredden af Snake River – et sted, hvor de havde været med til at myrde omkring 10.500 mennesker. Pludselig gik det op for mig, at han var ved at fortælle, hvordan han havde dræbt Ramli. Jeg var stødt ind i en af Ramlis mordere.

Jeg fortalte Adi om mødet, og han og hans familiemedlemmer bad mig om at vise dem optagelserne. På den måde kom de til at kende detaljerne omkring Ramlis død.

De kommende to år, fra 2003-2005, filmede jeg enhver gerningsmand, jeg kunne opspore i det nordlige Sumatra. Jeg arbejdede mig fra dødspatrulje til dødspatrulje op igennem hierarkiet, fra landsby til storby. Anwar Congo, manden, som senere blev hovedkarakteren i The Act of Killing, var gerningsmand nummer 41, som jeg optog.

Jeg brugte de næste fem år på at filme The Act of Killing, og undervejs i denne proces bad Adi om at se vores optagelser. Han så alt det, som jeg havde tid til at vise ham. Han var limet til skærmen.

På film benægter gerningsmænd som regel deres grufulde handlinger (eller undskylder for dem). Det skyldes, at de sædvanligvis ikke længere er ved magten, når filmen produceres, og deres handlinger nu fordømmes. I det her tilfælde filmede jeg gerningsmændene bag et folkedrab, som havde skabt et terrorregime bygget på højtideligholdelsen af selvsamme folkedrab og som fortsat sad ved magten. De havde aldrig været tvunget til at indrømme, at de havde gjort noget galt. I den forstand er The Act of Killing ikke en dokumentar om et folkedrab, der fandt sted for 50 år siden. Det er en fremstilling af et nutidigt magtregime bygget på frygt. Filmen er ikke et historisk narrativ. Det er en film, der handler om historien selv, om de løgne, som vinderne fortæller for at retfærdiggøre deres handlinger, og om effekten af de løgne; om en uløst, traumatiserende fortid, der fortsat hjemsøger nutiden.

Jeg vidste fra begyndelsen af min rejse, at der var en anden ligeså vigtig film at lave, ligeledes om nutiden. The Act of Killing er hjemsøgt af dets fravær af folkedrabets ofre – udeblivelsen af de døde. Næsten enhver smertefuld passage kulminerer i et plaget og tavst tableau, et tomt og ofte ødelagt landskab, beboet af en enkelt, fortabt og ensom figur. Tiden står stille. Der er et brud i filmens synsvinkel, et pludseligt skift til tavshed, en mindehøjtidelighed for de døde, og de liv, som uden grund blev ødelagt. Jeg vidste, at jeg ville lave endnu en film, en, hvor vi træder ind i de hjemsøgte rum og instinktivt føler, hvordan det er for de overlevende at være der, hvor de er tvunget til at leve deres liv, overvåget af de mænd, der har dræbt deres elskede, og som fortsætter ved magten. Den film er The Look of Silence.

Udover de ældre optagelser fra 2003-2005, som Adi så, optog vi The Look of Silence i 2012, efter at have færdiggjort The Act of Killing, men før filmen havde premiere. Herefter vidste jeg, at jeg ikke kunne vende sikkert tilbage til Indonesien. Vi arbejdede tæt sammen med Adi og hans forældre, som sammen med mit anonyme indonesiske hold, blev som familie for mig.

Adi brugte flere år på at studere optagelserne af gerningsmændene. Han reagerede med chok, sorg og harme. Han ville finde mening med det hele. Samtidig gik Adis børn i skole og fik fortalt, at alt, hvad der var sket med folk – slaveri, tortur, mord, årtier af politisk apartheid – ifølge regeringen var folks deres fejl. Børnene til de overlevende blev derfor pålagt en stor skam. Adi var dybt påvirket af – og vred over – gerningsmændenes praleri, sine forældres traume og frygten for hjernevask af sine børn. Så i stedet for at fortsætte, hvor vi slap i 2003, hvor vi havde samlet de overlevende til at fortælle om deres oplevelser, ville Adi gerne møde dem, der havde været involveret i drabet på hans bror. Ved at introducere sig selv som bror til deres offer håbede han, at gerningsmændene ville være tvunget til at erkende, at de havde dræbt et utal af mennesker.

At et offer konfronterer en gerningsmand i Indonesien er utænkeligt, som det fremgår af The Act of Killing. Jeg besluttede derfor at gøre noget, som er uden fortilfælde: Jeg ville lave en film, hvor ofre konfronterer gerningsmænd, mens disse stadig sidder ved magten. Konfrontationerne var farlige. Efter at have mødt flere magtfulde gerningsmænd besluttede vi kun at ankomme Adi og mit danske hold, fotograf Lars Skree og producer Signe Byrge Sørensen. Adi mødte op uden ID. Vi slettede samtlige numre fra vores telefoner og skaffede en ekstra bil, som vi kunne skifte til ganske få minutter efter vi var taget af sted, hvormed vi gjorde det sværere for gerningsmændene at sende politi eller gangstere efter os. Ingen af konfrontationerne endte imidlertid voldeligt, i høj grad takket være Adis tålmodighed, værdighed og empati, samt det faktum at gerningsmændene ikke helt var sikre på, hvordan de skulle reagere, når de samtidig havde kendt mig i flere år.

 

Alligevel var konfrontationerne intense. Igen og igen siger Adi det usigelige, hvormed han lader tilskuerne føle, hvordan det er at leve som en overlevende af folkedrabet i en undertryggende tavshed, født af frygt.

EFFEKTEN AF The Act of Killing

The Act of Killing fik den virkning, som de overlevende havde håbet, da de bad mig til at filme gerningsmændene. Den er blevet vist tusindvis af gange i Indonesien og er tilgængelig gratis, online for enhver i landet. Den har fremmet en transformation af Indonesiens forståelse af sin fortid. Medierne og offentligheden er nu i stand til, for første gang uden frygt, at undersøge folkedrabet som værende et folkedrab, og til at debattere sammenhængen mellem den moralske katastrofe, som mordene var, og den moralske katastrofe for nutidens regime, skabt af morderne.

I oktober 2012 udgav Indonesiens vigtigste nyhedspublikation, Tempo Magazine, en specialudgave med dobbelt sidetal dedikeret til The Act of Killing. Det indeholdt 75 siders pralende udtalelser fra gerningsmænd rundt om i Indonesien. Tidsskriftets redaktører samlede disse udtalelser for at vise, at filmen kunne have været skabt hvor som helst i landet, at der er tusindvis af frygtede gerningsmænd, der fortsat nyder godt af straffrihed, og at korruption og mafiadannelse fortsat er problemer, der eksisterer massivt rundt om i landet. Denne specialudgave af Tempo Magazine brød med en 47 år lang tavshed om folkedrabet i de gængse indonesiske medier.

Indonesiens Nationale Kommission for Menneskerettigheder udsendte sin erklæring om filmen: ”Hvis vi skal transformere Indonesien til at være det demokrati, som det påstår at være, må dets indbyggere erkende den terror og undertrykkelse, som vores moderne historie er bygget på. Ingen film, eller noget andet stykke kunst for den sags skyld, har gjort dette mere effektivt end The Act of Killing. Det er helt essentielt, at vi alle ser den.”

I lang tid ignorerede den indonesiske regering The Act of Killing i håb om, at værket og dets konsekvenser ville gå i sig selv. Da filmen blev nomineret til en Oscar, en Academy Award, erkendte den indonesiske præsidents talsmand, at folkedrabet i 1965 var en forbrydelse imod menneskeligheden, og at Indonesien havde brug for forsoning – men først når landet selv var klart. Selvom dette ikke var en direkte accept af filmen, var det fantastisk, da det repræsenterede en kovending for regeringen: Indtil da havde regeringen holdt fast i, at folkedrabene var heroiske og glorværdige.

I The Act of Killing findes en scene, hvor jeg anklager en af gerningsmændene for at have foretaget krigsforbrydelser, og han svarer igen ved at anklage Vesten for at være dobbeltmoralske, bl.a. med henvisning til USA’s massedrab af de indfødte amerikanere. Desuden understøttede USA og Storbritannien udførelsen af det indonesiske folkedrab, og i flere årtier støttede de entusiastisk det militære diktatur, der kom til magten via folkedrabet.

Da The Act of Killing vandt en BAFTA, brugte jeg min takketale til at pointere, at hverken Storbritannien eller USA kan have et etisk forhold til Indonesien (eller mange andre lande på den sydlige halvkugle), før vi erkender fortidens forbrydelser og vores kollektive rolle i at have støttet, taget del i og ikke mindst ignoreret disse forbrydelser.

En film kan ikke ændre et lands politiske landskab. Ligesom barnet i ”Kejserens Nye Klæder” kan en film kun skabe et udgangspunkt for, at de, der ser den – for første gang i historien – kan diskutere nationens mest smertefulde problemer uden at frygte for konsekvenserne.

I dette felt præsenteres The Look of Silence.

Folkene bag

Credits

Instruktør
Joshua Oppenheimer

Co-instruktør
Anonym

Produceret af
Signe Byrge Sørensen

Executive Producere
Werner Herzog
Errol Morris
André Singer

Associate producere
Anne Köhncke
Maria Kristensen
Heidi Elise Christensen
Joram Ten Brink

Co-producere
Anonym
Kaarle Aho
Torstein Grude
Bjarte Mørner Tveit

Cheffotograf
Lars Skree

Ekstra kamera
Anonym
Joshua Oppenheimer
Christine Cynn

Klipper
Niels Pagh Andersen

Assisterende klipper
Mariko Montpetit

Lyd
Henrik Garnov

Line-producere
Anonym
Anonym

Produktionsledere
Maria Kristensen
Heidi Elise Christensen
Anonym
Anonym
Anonym

Assisterende instruktører
Anonym
Anonym
Anonym
Anonym
Anonym

Produktionsassister
Anonym
Anonym

Kameraassistent
Anonym

Gaffer
Anonym

Chauffører
Anonym
Anonym
Anonym
Anonym

Indonesisk research og opsøgende arbejde
Anonym
Anonym
Anonym
Anonym

Klippeassistent
Virgil Kastrup

Post-produktionledere
Maria Kristensen
Lina Wichmann

Post Production Services
Hinterland AS
Duckling
Nordisk Film Shortcut
Dicentia Studios

Kolorist, visuelle effekter
Tom Chr. Lilletvedt

Assisterende kolorist
Joakim Hauge

Special effect
Nordisk Film Shortcut

Office Manager (Norway)
Oddleiv Vik

Graphics
NR2154

Motion Grafic
Emil Thorbjørnsson

Advokater
Katrine Schlüther Schierbeck
Else Helland

Regnskab
Korthe Barfod
Vassdal & Eriksen AS, Christian Eide
Hanna Pärkkä

Revision
Tore Kristian Tjemsland
Pauli Aaltonen
Beierholm, Jan Arildslund and
Morten Staghøj

Forsikring
Jens-Georg Hansen
Lyberg & Partnere

Arkivmateriale venligst udlånt af NBC Universal Archives

Musik
Seri Banang (traditionel)
Mana Tahan (traditionel)

Lukisan Malam
Komponist: E. Sambayon
Tekst: Sakti Alamsyah
Fremført af Sam Saimun
Udlånt af Irama Record

Rege Rege (traditionel)

Undertekster
Dansk Videotekst

Konsulent
Shusaku Harada

 

En særlig tak til:

Taman ’65, Sharad Agrawal, Benedict Anderson, Anonymous, Anonymous,

Anonymous, Anonymous, Anonymous, Anonymous, Anonymous, Sumyi

Khong Antonson, Michael Arnon, Haris Azhar, Ori Bader, Orlando Bagwell,

Aaron Balick, Charlotte Munch Bengtsen, Evan Berland,Heather Berland,

Russell Berland, Sarah Berland, Dola Bonfils, Theodore Braun, Tom Brookes,

Carmel Budiardjo, Manneke Budiman, Brady Case, Christina Chelsia Chan,

Carol Chase, Elliot Chase, Stephen Chase, Angel Cheng, Charlie Clements,

Catherine Corman, Christine Cynn, David Cynn, Jhin Cynn, Won Cynn, Mark

Danner, Lucy Davis, Laurin Dietrich, Nia Dinata, Tony Dowmunt, Edwin,

Gareth Evans. Hilmar Farid, Catherine Feinen, Charles Ferguson, Sidsel

Filipsen, Beadie Finzi,Tine Fischer, Forum Buruh Lintas Pabrik , Kim Foss,

Maxyne Franklin, Anna Godas, Amy Goodman, Peter Goodwin, Maja Giese,

Aaron Glimme, Lotte Grauballe, Alfred Guzzetti, Usman Hamid, Taufiq Hanafi,

Sidsel Hansen, Shouichi Harada, Shusaku Harada, Toyomi Harada, Oli

Harbottle, Muhammad Harits, Andreas Harsono, Brittani Head, Georgia Leigh

Hearn, Monica Hellström, Hendrayana, Olivia Herman, Ariel Heryanto, Lena

Herzog, Lone Hey, Papang Hidayat, Annette Hill, Telse Hübertz, Evan

Husney, Felencia Hutabarat, Adin Hysteria, Arine Kirstein Høgel, Jakob

Kirstein Høgel, Maman Imanulhaq, May Adadol Ingawanij, Jemi Irwansyah,

Janus Billeskov Jansen, Raharja Waluya Jati, Lars Johansson, Søren Henrik

Jørgensen, Simon Kilmurry, Claire Kessie, Laura Kim, Elinor Kowarsky, Anne

Marie Kurstein, Nurlaela Lamasitudju, Max Lane, Nikolai Lang, Katrine Larney,

Brith Larsen, Tim League, Liga Mahasiswa Untuk Demokrasi, Todung Mulya

Lubis, Lena Lundt, Irene Lusztig, Olga Lydia, Elise McCave, Bojana

Makavejev, Dusan Makavejev, Valentin Manz, Soe Tjen Marching,

Faiza Mardzoeki, James Marsh, Marsinha FM, Richard Melman, Josephine

Michau, Aase Mikkelsen, Jodi Miller, Robb Moss, Elisabeth Ida Mulyani,

Suciwati Munir, Nobodycopr, International Unlimited, Susan Norget, Bitang

Nusantara, David Nuzum, Dede Oetomo, Barbara Oppenheimer, Carol

Oppenheimer, Joe Oppenheimer, Sarah Oppenheimer, Mikael Opstrup,

Edwin Partogi Pasaribu, Tunggal Pawestri, Geoff Petts, Iwan Meulia, Yosep

Adi Prasetyo, Pirous, R. Puspitasari, Karen Ranucci, Ene Katrine Rasmussen,

Marlene Schiött Rasmussen, Ayu Ratih, Michael Ratner, B. Ruby Rich, Benoit,

Roland, Andrea Romeo, John Roosa, Satyajit Sakar, Sanna Salmenkallio,

Omer Sami, Jess Search, Peter Sellars, Steve Pillar Setiabudi, Arash

Setoodeh, Noga Shalev, James Shapiro, John Sidel, Adinda Simandjuntak,

Morton Simon, Samuel Simon, Bradley Simpson, Ronen Skaletzky, Stephen

Smith, Arief Adityawan Sosrojudho, Gordon Spragg, Gabby Stein, Thomas

Stenderup, Budiman Sudjatmiko, Stephen Suleeman, Hasto Atmojo Suroyo,

Per Byrge Sørensen, Ida Byrge Sørensen, Søren Tarp, Meiske Taurisia,

Rosie Thomas, Sheila Timothy,Toko Buku Buruh Membaca, Dian Septi

Trisnanti, Bilven Ultimus, Bedjo Untung, Ayu Utami, Michael Uwemedimo,

Baskara T. Wardaya, Diane Wyermann, Sandra Whipham, Andy Whittaker,

Jeffrey Winters, Philip Yampolsky, Andrea Zimmerman, Daniel Ziv, Slavoj

Zizek, Arief Zulkifli, Slavoj Zizek.

 

Udviklet med støtte fra
Det Danske Filminstitut
Danida

Produceret med støtte fra
Det Danske Filminstitut – ved filmkonsulent Helle Hansen
Nordisk Film & TV Fond – ved filmkonsulent Karolina Lidin
Danida
Bertha BRITDOC
The Finnish Film Foundation, Film Commissioner Elina Kivihalme
The Freedom of Expression Foundation
Sundance Institute Documentary Film Program
Centre for Research and Education in Arts and Media, University of Westminster
Arts and Humanities Research Council, UK

Produceret i samarbejde med
ZDF i samarbejde med ARTE – Sabine Bubeck-Paaz
DR K – Flemming Hedegaard Larsen
NRK – Tore Tomter
YLE – Iikka Vehkalahti
VPRO – Nathalie Windhorst
Vision Machine Film Project

Produceret af
Final Cut for Real ApS

Co-produceret af
Anonymous
Making Movies Oy
Piraya Film

I samarbejde med
Spring Films Ltd

International Sales Agent
Cinephil – Philippa Kowarsk

Festivaldistribution
Det Danske Filminstitut

 

logos

 

© Final Cut for Real Aps, Anonymous, Piraya Film AS, og Making Movies Oy 2014

WWW.THELOOKOFSILENCE.COM

Instruktør Joshua Oppenheimer

JOSHUA-OPPENHEIMER-2013-photo-by-Daniel-Bergeron

Biografi

Joshua Oppenheimer er født i USA i 1974 og bor i dag i København, hvor han er partner i produktionsselskabet Final Cut for Real. Oppenheimer har arbejdet i mere end et årti med militser, dødspatruljer, samt deres ofre, for at undersøge forholdet mellem politisk vold og den offentlige fantasi. Oppenheimer er uddannet fra Harvard og Central Saint Martins, og hans debutfilm i spillefilmslængde er The Act of Killing (2012). Hans tidlige arbejde inkluderer The Globalisation Tapes (2002, produceret med Christine Cynn), The Entire History of the Louisiana Purchase (1998), These Places We’ve Learned to Call Home (1996), samt andre kortfilm. Oppenheimer er desuden kunstnerisk chef for the International Centre for Documentary and Experimental Film, University of Westminster.
Filmografi

- The Look of Silence, 2014, Grand Jury Prize and four other awards at Venice Film Festival.

- The Act of Killing (159 min, 117 min, 95 min – vinder af 72 internationale priser, heriblandt the European Film Award 2013, BAFTA 2014, Asia Pacific Screen Award 2013, Berlinale Panorama Publikumspris 2013, Guardian Film Award 2014 for Best Film; nomineret til 2014 Academy Award® for den bedste dokumentar; udgivet i biografer i 30 lande; vist på utallige filmfestivaler, heriblandt Telluride Film Festival, Toronto International Film Festival, New Directors/new Films og Berlin International Film Festival.

- The Globalisation Tapes (dokumentar, produceret med Christine Cynn, 2002).

- The Entire History of the Louisiana Purchase (50 min, 1997; Gold Hugo, Chicago, 1998; Telluride Film Festival, 1997).

- These Places We Learned to Call Home (kortfilm, 1997; Gold Spire, San Francisco, 1997)

Producer Signe Byrge Sørensen

Producer_Signe_Byrge_Soerensen

Signe Byrge Sørensen is CEO and producer at Final Cut for Real, which she founded with Anne Köhncke in 2009. Signe Byrge Sørensen has a master degree in International Development Studies and Communication Studies, RUC, (1998). She did EURODOC in 2003 and EAVE in 2010. Signe has produced documentaries since 1998, first at SPOR Media (1998-2004), then at Final Cut Productions (2004-2008), and then she founded Final Cut for Real in 2009. Amongst the films Signe has produced are The Look of Silence (2014), by Joshua Oppenheimer, Last Dreams (2013), by Estephan Wagner, The Act of Killing (2012), by Joshua Oppenheimer (Cph Dox Award, BAFTA, Asia-Pacific Film Award, European Film Award and 2014 Oscar nomination plus ca. 60 other awards); The Human Scale, (2012), by Andreas Dalsgaard, The Kid and the Clown (2011), by Ida Grøn and Football is God (2010), by Ole Bendtzen. Signe has also produced and co-directed (with Janus Billeskov Jansen) Voices of the World (2005) and The Importance of Being Mlabri (2007), and in 2008 she post-produced the fiction feature Everlasting Moments by Jan Troell. Her most recent co-productions are: Night will Fall (2014), by André Singer, The Pirate Bay – Away from Keyboard, by Simon Klose (2012), Gulabi Gang, (2011), By Nishtha Jain and Char – No Man’s Island, by Sourav Sarangi, (2012). The Final Cut for Real films are produced in collaboration with Anne Köhncke and the other producers at Final Cut for Real. Signe has also given lectures at for example EAVE, ESODOC, and Nordic Forum, and was the Danish co-producer for the first Steps for the future project in Southern Africa. Signe received the Danish documentary award, the Roos Award in 2014.

Final Cut for Real

Final Cut for Real is a young production company based in Copenhagen, Denmark. It was founded in 2009 by Signe Byrge Sørensen, Anne Köhncke, with the support of Janus Billeskov Jansen and Joshua Oppenheimer. Janus Billeskov Jansen is the chairman of the company. Our focus is exclusively on author-driven documentaries and art house features. The most recent productions are The Look of Silence (2014), by Joshua Oppenheimer, Cathedrals of Culture, Halden episode (2014), by Michael Madsen, Last Dreams (2013), by Estephan Wagner, The Act of Killing (2012), by Joshua Oppenheimer (Cph Dox Award, BAFTA, Asia-Pacific Film Award, European Film Award and 2014 Oscar nomination plus ca. 60 other awards); The Human Scale, (2012), by Andreas Dalsgaard, Traveling with Mr. T (2013), by Andreas M. Dalsgaard and Simon Leregn Wilmont, The Sumo Wrestler’s Son (2013), by Simon Lereng Wilmont, The Kid and the Clown (2011), by Ida Grøn and Football is God (2010), by Ole Bendtzen.

Our most recent co-productions are: Concerning Violence (2014), by Göran Olsson, Night will Fall (2014), by André Singer, Cathedrals of Culture (2014), by Wim Wenders, Michael Glawogger, Margereth Olin, Robert Redford and Karim Ainouz & Michael Madsen, The Pirate Bay – Away from Keyboard, by Simon Klose (2012), Gulabi Gang, (2011), By Nishtha Jain, Char – No Man’s Island, by Sourav Sarangi, (2011) and Canned Dreams (2012), by Katja Gauriloff. The producers working at Final Cut for Real are: Signe Byrge Sørensen, Anne Köhncke, Monica Hellström, Heidi Elise Christensen Maria Kristensen (maternity leave) and Gitte Randløv (cover for Maria Kristensen).

Kontakt og information

Spilletid: 99 min (25fsp), 103 min (24fsp)

År: 2014

Sprog: Indonesisk, Javanesisk

Produktionslande: Danmark, Indonesien, Norge, Finland & Storbritannien

Primær producent: Final Cut for Real, (Danmark)

Co-producenter: Anonymous, (Indonesien) Piraya Film, (Norge), Making Movies

(Finland) and Spring Films (Storbrittanien)

Produktionsselskab: Final Cut for Real

Kontakt: Signe Byrge Sørensen

Forbindelsesvej 7

DK-2100 Copenhagen, Denmark

www.final-cut.dk

byrge@final-cut.dk

T: +45 35 43 60 43

M: +45 41 18 48 90

 

 

Salg internationalt

Kontakt Philippa Kowarsky,

T: + 972 54 496 1114

philippa@cinephil.co.il

 

 

International pressekontakt (Venedig)

WOLF Consultants

Gordon Spragg, Laurin Dietrich,

Michael Arnon

hello@wolf-con.com

T: +49 157 7474 9724

 

 

Italiensk pressekontakt (Venedig)

Claudia Tomassini

claudia@claudiatomassini.com

M: +39 334 3075056

Federica Ceraolo

federica.ceraolo@gmail.com

M: + 39 340 9172947

 

 

Presse (Toronto)

Susan Norget Film Promotion

Kontakt: Susan Norget

T: +1 917 833 3056

E: susan@norget.com

Presse Materiale tilgængeligt på: www.wolf-con.com/download

Klip

Stills
still1
still2
still3
still1still2still3

For high res billeder kontakt byrge@final-cut.dk

High res billeder (password beskyttet)